PotentialeHotellets

værdigrundlag

PotentialeHotellet er et springbræt for unge hjemløse.

PotentialeHotellet har et trygt fællesskab, hvor vi møder de unge fordomsfrit og med respekt. De unge bliver inddraget i hverdagen og vi søger altid at give de unge mest mulig indflydelse.

Vi tror på potentialet i den enkelte og forsøger gennem ærlig og professionel relation at forløse dette.

Det er vores ambition at være nyskabende i forhold til forsorgshjemmets rolle i den unges liv.

udover PotentialeHotellets værdigrundland har vi udarbejdet en mission og vision

PotentialeHotellets mission

Udfolde potentialer ved at være nyskabende i forhold til forsorgshjemmets rolle i den unges liv samt integrere civilsamfundet og herigennem nedbringe ungdomshjemløshed i Danmark.

 

PotentialeHotellets vision

Præge det socialfaglige landskab på vegne af udsatte unge igennem brugerinddragelse og medindflydelse.

personlig anerkendelse

retmæssig anerkendelse

social anerkendelse

ansvar og ejerskab

PotentialeHotellets værdigrundlag er fagligt forankret

anerkendelse

Vores grundlæggende menneskesyn er socialkonstruktivisme, altså at menneskers verden bliver konstrueret i kraft af de relationer det indgår i. Mennesket bliver påvirket dels gennem dialog og dels gennem hvad det oplever at andre gør.

PotentialeHotellet er især inspireret af den tyske filosof Axel Honneths Anerkendelsesteori sammenholdt med Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Pædagogik (KRAP). Honneth betragter mennesket som et anerkendelsessøgende væsen, og siger at man må opleve anerkendelse i tre sfærer før man kan få et godt forhold til sig selv:

  • Privatsfæren: Det at blive mødt med kærlighed – med følelsesmæssig opmærksomhed – er nødvendigt for at udvikle og/eller vedligeholde selvtillid.
  • Den retslige sfære: Det at blive mødt som et autonomt og respekteret menneske giver en reel oplevelse af ligeværd.
  • Den solidariske sfære: At blive værdsat i det sociale fællesskab er en forudsætning for også at føle sig værdifuld i fællesskabet.

Anerkendelse betyder værdsættelse af andre personers individualitet. Det forudsætter en åbenhed overfor at andre oplever og begrunder handlinger på en anden måde end man selv gør.

afstemning of fejlafstemning

Den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Daniel Stern bruger begreber som afstemning og fejlafstemning som har en kæmpe betydning for hvordan et individ føler sig set og mødt. Gennem de erfaringer et menneske samler sig gennem sit liv opstår i personens indre det som Stern kalder RIG’er. Det står for Repræsentationer af Interaktioner der er blevet Generaliserede.

RIG’er kan forstås som en slags gennemsnitlige eller abstrakte minder eller hukommelses-spor, der repræsenterer utallige konkrete oplevelser, erfaringer og erindringer. De findes på alverdens områder, for eksempel en ”intimitets-RIG”, en ”grænse-RIG”, en ”selvstændigheds-RIG” og så videre. Ifølge Stern sammenfattes og mistes de fleste specifikke erindringer i generaliseringer.

Der skal med andre ord mere end én god oplevelse i en bestemt kategori til, for at justere ti dårlige.

RIG’er er typisk påvirket i negativ retning for hjemløse og andre socialt udsatte, hvilket vi på PotentialeHotellet forsøger at modvirke ved mange gode oplevelser, dialog i øjenhøjde og en naturlig respekt for at alle mennesker har retten til at bestemme i eget liv.

PotentialeHotellets

beboerdemokrati

PotentialeHotellets omdrejningspunkt er vores unge, meget engagerede beboere. De kæmper en kamp for at komme ud af hjemløshed, og de kæmper dagligt for at gøre PotentialeHotellet til et fantastisk unikt sted at være. Beboerdemokratiet sikres blandt andet via Beboerrådet, hvor de unge søger og selvfølgelig får, al den indflydelse på eget liv som de kan bære.

I videoen ‘Ansvar for eget liv’ af ‘Aktion Menneske i Herning’ forklarer Daniel, som er talsperson for Beboerrådet, hvad beboerrådets formål er.